Resonans og ræsonnering i ledelse – om skyggesider og sårede egoer

“De lyttede ikke rigtigt til mig.”

I sig selv er det menneskeligt. Men når det usagte bliver styrende, forvandler det sig til følelsesmæssig støj i organisationen. Ræsonneringen bruges til at retfærdiggøre følelser, vi ikke har taget ejerskab for. Vi kalder det strategi – men det er ofte sår.

Det sårede ego som blind vinkel

Egoets indflydelse på adfærd

Ledere taler sjældent om ego. Alligevel styrer det meget af vores adfærd. Egoet vil gerne have kontrol, anerkendelse og indflydelse. Det vil gerne have ret. Når vi føler os truet, misforstået eller overset, træder egoet i forgrunden - forklædt som rationalitet.

En leder, der siger: “Jeg vil bare sikre kvalitet,” kan i virkeligheden beskytte sig mod at føle sig ubetydelig. En leder, der siger: “Jeg stiller bare krav,” kan dække over et gammelt mønster af ikke at blive hørt.

Den tyske sociolog Hartmut Rosa beskriver resonans som modgiften til fremmedgørelse - et udtryk for gensidig klang mellem mennesker og verden. I ledelseskontekst betyder det, at den, der leder, må kunne vibrere med omgivelserne uden at miste retningen. Det kræver ikke mindre styrke, men mere nærvær.

Fra kontrol til kontakt

Fra kontrol til resonans i ledelse

Ledelse bliver ofte beskrevet som evnen til at skabe klarhed, tempo og retning. Men klarhed uden kontakt er kun halv ledelse. For når presset stiger, og organisationen bevæger sig ind i det uvisse, er det ikke nødvendigvis de mest rationelle beslutninger, der samler mennesker – det er de mest resonante.

I Tavistock-traditionen taler man om containment – evnen til at rumme uvished, angst og konflikt, så gruppen ikke falder fra hinanden. Det er en form for resonans i praksis: at kunne holde andres følelser uden at blive opslugt af dem.

Ræsonnering kan skabe struktur. Men resonans skaber tillid. Og uden tillid bliver struktur blot kontrol.

Ledelse som følelsesmæssigt håndværk

Resonans som ledelsesmæssigt håndværk

At lede med resonans kræver, at man kender sit eget skyggeregnskab.

• Hvilke temaer vækker modstand i mig
• Hvornår føler jeg mig overset, og hvordan reagerer jeg, når andre får opmærksomheden

Det er ikke et terapeutisk spørgsmål, men et ledelsesmæssigt. For så længe egoet er ubevidst, vil det søge bekræftelse på bekostning af fællesskabet.

Følelsesmæssig fuldkommenhed handler derfor om selvregistrering – ikke selvkontrol. Om at kunne skelne mellem, hvornår jeg handler af klarhed, og hvornår jeg handler af sårethed.

Når ledere tør bringe resonansen tilbage, opstår en anden form for styrke. Den, der ikke udspringer af autoritet, men af autenticitet.

Resonans som dømmekraft

Ledelse, der kun bygger på ræsonering, bliver effektiv – men ofte følelsesmæssigt flad. Ledelse, der kun bygger på resonans, risikerer at blive grænseløs. Det er i spændet mellem de to, dømmekraften opstår.

Resonans er ikke det modsatte af ræsonering. Det er forudsætningen for, at ræsoneringen kan give mening. Når vi leder med både tanke og klang, kan vi træffe beslutninger, som både holder organisatorisk og menneskeligt.

At arbejde med resonans er derfor ikke en blød øvelse, men en disciplin. Det kræver refleksion, psykologisk indsigt og modet til at opdage, når man selv bliver en del af det skyggeregnskab, man troede, man havde hævet sig over.

Kære Leder, i en tid, hvor støjen og kompleksiteten er konstant, tør vi så overhovedet mærke stilheden mellem argumenterne