Storrumskontorer og free seating – har vi misset en mellemregning?

'Højt til loftet' beskriver en situation, hvor der er en åbenhed og rummelighed for forskellige synspunkter og ideer. Det kan betyde, at der er plads til at udforske nye ideer og tænke ud af boksen, og at der ikke er nogen begrænsninger på, hvad der kan opnås. Det er mere fokuseret på den intellektuelle og følelsesmæssige frihed, som en person eller en gruppe kan have i en given situation.

På den anden side beskriver 'kloge m2' en situation, hvor der er en høj grad af produktivitet og effektivitet i en bestemt mængde plads eller miljø. Det kan betyde, at der er en smart og strategisk brug af ressourcer og plads, såsom ved at organisere et kontor på en måde, der maksimerer produktiviteten og minimerer spildtid og unødvendige bevægelser. Det er mere fokuseret på den praktiske og fysiske effektivitet, som en person eller en gruppe kan have i en given situation.

Så selvom begge metaforer beskriver positive aspekter af et miljø eller en situation, er de ret forskellige og kan bruges til at beskrive forskellige typer af miljøer eller situationer.

Når der er 'højt til loftet' i en given situation eller miljø, kan det give mennesker mulighed for at udfolde deres kreative og innovative tanker på en måde, der ellers ikke ville være mulig. Dette skyldes, at den frie og rummelige atmosfære giver plads til eksperimentering og tænkning uden begrænsninger. Når der ikke er nogen begrænsninger på, hvad der kan opnås, kan mennesker frit tænke ud af boksen og komme med nye, innovative ideer. Dette kan føre til et mere kreativt og inspirerende miljø, hvor folk føler sig motiverede og engagerede til at tænke og handle anderledes og til at opnå deres fulde potentiale. Måske er det her misforståelsen starter, altså at åbne lokaler skaber rammerne omkring innovationslyst

Måske skal vi sige, at der bør være plads og ro nok til at folde de kreative og innovative tanker ud i stedet. Lad os lige dykke ned i det lidt mere.

Innovationslysten kommer fra hjertet. Det kommer af en energi der skabes omkring en given situation, hvor der skal findes kreative og nyskabende ideer til ny måder at se på en problemløsning på. Forudsætningen er, at skal vise en anelse skrøbelighed, uperfekthed i processen. Kan vi det, i et mødelokale uden vægge og hvor øvrige medarbejder vandrer forbi med deres ærinder

En anden forudsætning er, at vi mennesker er meget forskellige. Nogle kan godt de åbne landskaber, andre er på monster psykisk overarbejde blot for at holde eget fokus på en åben platform. Blot tænk på dine supersensitive kollegaer her.

Topchefen bliver forført med en inkompetent ønskedrøm

Arkitekternes positive holdning til mammutkontorerne kan også skyldes, at der ikke er meget æstetisk udfordring i at lave enkeltmands- og tomandskontorer. Nu kan man skabe monumentale trapper og vinduespartier midt i en stor flot hvid sal, med lidt smagfulde farvesignaler hist og pist.

Fantasifulde grupperinger, der ser grafisk flotte ud på skærmen, giver prikken over i'et. Og vi kalder det noget spændende. Men mindre er faktisk mere. Der er ikke et øje tørt, når designet vises i 3D til en chefgruppe, der fascineres af nye skrifttype og nye farvepaletter. Savnet af æstetik er ikke et argument for åbne pladser. Det er viden på området.

Selvom der tidligere var en hakkeorden involveret i tildelingen af kontorer, og man skulle være meget heldig eller have høj status eller være ekstremt sær og uundværlig for at få et enkeltmandskontor, er misundelsesfaktoren nu væk.

Men generne ved et storrumskontor er en høj pris at betale.

Personligt er jeg ikke fan. Det er ikke fordi storrumskontorer ikke kan noget. De kan skabe et åbent og socialt arbejdsmiljø, hvor kollegaer kan dele deres viden og idéer med hinanden og derved fremme innovation ved sociale interaktioner – når mindsettet er der. Men det er også vigtigt at tage højde for, at forskellige medarbejdere har forskellige behov og præferencer, i forskellige rytmer, og at nogle typer arbejde kræver mere ro og koncentration end andre. Vi kan ikke være ’inno ready’ altid.

Det, der trigger mig, er manglen på overvejelser om, hvordan menneskers forskelligheder kan afspejles i opbygningen af de fysiske rammer. Det virker som om, der er en tendens til at stræbe efter en akkumuleret tilstand fra ideen om, f.eks. et nyt rådhus, til det står færdigt på matriklen. Denne tilstand kan betragtes som en form for gruppehypnose, hvor man flygter fra det eksisterende til noget nyt, snarere end at træffe et aktivt valg om de nye lokaler med respekt for de forhold, der fungerer i det eksisterende.

Mere sygdom – ja. Det kan virkelig ikke overraske

Man starter med at ikke at kunne nå sine opgaver. Mellemlederen irettesætter nye principper for kontoradfærd og det hæmmer den sociale frie interaktion. Faktisk vil jeg mene, at der er mindre socialisering og sociale justeringer i opgaveløsningen end tidligere i de store kontorområder. Fællesområderne er dog en anden sag. Her kan man møde flere mennesker fra andre centre, og det kan faktisk være en fordel. Men dette ene aspekt står meget alene i ørkenen af fordele.

Hvad mener jeg med "sociale justeringer" Det er små detaljer i opgavevaretagelsen, der kan være væsentlige for processerne i et projekt. Det kan f.eks. være misforståelser og andre mere kollegiale og kommunikative forhold, der kan blive overset, fordi de ikke anses for at være væsentlige i forhold til de udskrevne retningslinjer for kontoradfærd. Disse faktorer kan dog have stor betydning for det samlede resultat og evt. usikkerhed i opgavevaretagelsen.

Jeg har tidligere siddet i et storrumskontor. Vi måtte lave regler for kontoradfærd, da det kunne blive for uroligt og aflede vores opmærksomhed. Hvis en af os skulle fordybe os i en opgave, brugte vi høretelefoner for at kunne koncentrere os bedre. Alligevel blev man afbrudt oftere, end hvis jeg havde siddet bag en lukket dør. Min pointe er, at balancen mellem de to tilstande er afgørende. Hvis jeg sidder og nørder med en detaljeret opgave, ønsker jeg ikke at blive forstyrret. Men hvis jeg har brug for lidt energi til en kedelig opgave, jeg er strandet i, så elsker jeg at være sammen med andre mennesker.

Handler det ikke om at skabe de bedste vækstrammer for medarbejdere

Individuelle behov i kontormiljøer

Det må da handle om dem, der kan blive fantastiske medarbejdere, hvis forholdene er til stede.

Jeg stiller spørgsmål ved, hvornår det bliver et adelstegn for den moderne leder at tale højt om, at de fleste mennesker i storkontorer er antiproduktive. Jeg undrer mig over, hvornår arbejdsgivere og arkitekter vil indse, at cost/benefit-analysen ikke altid holder, og at det kan være gift for visse typer arbejdsindsatser, hvis koncentrationen brydes. Jeg spørger også, hvornår vi vil se arkitektur, der kan tilbyde fleksible og flotte løsninger, der kan tilpasses de forskellige behov hos medarbejderne end meget ens design – i det hele taget. Handler det om økonomi

Jeg påpeger også, at fortrolighed er vigtig, og at små møderum er vigtige for at kunne trække sig tilbage og tale fortroligt. Jeg mener, at storrumskontorer kan føre til mere kommunikation over nettet, hvilket kan have risici, da det kan være sværere at tolke beskeder uden øjenkontakt og kropssignaler.

Arkitekturens indflydelse på trivsel

Jeg undrer mig over, hvorfor vi elsker at bygge kontorlandskaber. Hvis det handler om økonomi, så bør vi sammenligne omkostningerne med trivsel og sygefravær over en længere periode og overveje, om det i sidste ende ikke bliver dyrere med en 40% byggeløsning

Vi skal kunne tale om det og ikke være ramt af en tilbageholdenhed

Det er vigtigt at huske, at medarbejdere på en arbejdsplads er forskellige og har forskellige behov og ønsker for deres arbejdsmiljø. Nogle medarbejdere trives bedst i åbne og lyse kontormiljøer, mens andre foretrækker mere lukkede og private arbejdsstationer. Der er også medarbejdere, der har brug for et stille og roligt arbejdsmiljø, mens andre trives bedst i et mere socialt og dynamisk miljø.

Klik og læse mere.

Nu er vi i det og kan jo ikke rive bygningen ned

Den menneskelige faktor i arbejdsmiljøet

Lad os tage den menneskelige faktor ind. Der er ikke tvivl om at mellemlederen på gulvet, tager de bedste hensyn til disse forskelle og prøver at finde løsninger og arbejdsmiljøer, der tager højde for medarbejdernes individuelle behov og vækst.

Men der er et generelt forhold, der ikke alene kan løses af den lokale mellemleder. Det er organisationens evne til at tage dialogen om det som er svært ift. de interpersonelle forhold der skal genopfindes. Hvilke tab er til stede uden det handler om medarbejderen ikke kan levere mere. Hvilke fordele er der, uden at gøre alle til en homogen gruppe.

Samtalen skal være åben og sproget til de nye forhold skal dannes med forståelser og indsigt på det nye. Det nytter ikke noget at tale med new public management attitude på forhold der handler om det personlige rum, hvor medarbejderen/mellemlederen skal kunne præstere.

Og det starter med den første erkendelse. At de fysiske rammer har en direkte indvirkning på måden vi løser opgaverne på. De abstrakte tanker der ligger bag arkitekturen skal leve på gulvet. Og den skal finjusteres og der skal afsættes ressourcer af til at udvikle nærværende og vedblivende løsninger.

Dette kan inkludere forskellige typer af arbejdsstationer og mødelokaler, muligheder for stille og rolige områder, og fleksibilitet til at tilpasse arbejdsmiljøet efter medarbejdernes behov og ønsker. På denne måde kan arbejdspladsen skabe et miljø, hvor medarbejderne trives og kan udfolde deres fulde potentiale, hvilket igen kan føre til øget motivation, produktivitet og trivsel på arbejdspladsen.