Når et like erstatter en holdning — LinkedIn og ledelsens stille tilbagetrækning

Det er platformens dom over læseren. Men det er også læserens dom over platformen.

Hvorfor en kommentar koster

Når en leder overvejer at kommentere en kritisk tekst, kører en hurtig kalkulation i baggrunden, som sjældent bliver gjort eksplicit.

Hvis jeg kommenterer, hvad signalerer jeg så til min organisation? Min bestyrelse? Min branche? Mine kolleger? Mine konkurrenter?

Hvis jeg er uenig, og jeg siger det, har jeg så tid og overskud til at føre den diskussion, der kan komme bagefter? Hvad hvis forfatteren svarer skarpt, andre blander sig, og det udvikler sig til en tråd, jeg skal forholde mig til i tre dage, mens jeg egentlig skulle drive en organisation?

Hvis jeg er enig, og forfatteren senere viser sig at have ret i noget, jeg ikke kunne forudse, eller forkert i noget, jeg burde have set, hvad gør det så ved min vurderingsevne i andres øjne?

Hvis jeg blander mig i en sag, som teknisk set ligger uden for mit ansvarsområde, vil min direktør så finde det passende eller anmassende?

Disse kalkulationer er rationelle, men ikke dårlige. De afspejler en virkelighed, hvor en kommentar på tre linjer kan have effekter, der rækker langt videre end de tre linjer selv.

Resultatet er bare, at de fleste ledere, mod deres egen faglige dømmekraft, lader være.

Det er en stille beregning af, at det koster mere at sige noget end at lade være. Ikke pjat, ikke dovenskab.

Jeg har testet det i samtaler og oplevet det flere gange. Selvom min analyse er bygget på egne erfaringer, synes jeg det er værd at tage op.

Det stille kostprisregnskab

Hvis vi tager den beregning alvorligt, må vi også indrømme, hvad den medfører over tid.

Når mange tusinde ledere træffer den samme stille beslutning hver dag, opstår der et felt, hvor det kritiske indhold sjældent bliver mødt af de mennesker, det er rettet til. Det kritiske indhold rammer den næste konsulent, det næste menneske uden organisation, og den næste sjældent-eksponerede ekspertise. Det rammer kun sporadisk de ledere, der har magt til at gøre noget ved problemet.

De ledere har læst det. De har bare valgt deres egen sikkerhed over for indholdets kontakt — uden at svare, dele eller spørge videre.

Det er et tab. Det tab er individuelt tilgiveligt, men kollektivt dyrt.

I min samtale med skuespiller og dramatiker Hassan Preisler kom vi ind på det, han kaldte fordækt. Han talte om chefer i de kreative brancher, der lader, som om de ikke rigtig har lyst til at være chefer. Som om de er der ved et tilfælde. En måde at have magt på uden at vedkende sig den.

Den fordækte magt findes også på LinkedIn. Lederen, der scroller forbi en kritisk tekst i tavshed, udøver magt. Det samme gør lederen, der vælger et like på den varme historie frem for en kommentar på den vanskelige. Og det samme gør lederen, der holder sin tilstedeværelse varm og uforpligtende. Bare en magt, der nægter at vedkende sig selv.

Det er også en af de dybeste pointer i bogen om kommunikationens magt: kommunikationen former magten mere, end magten former kommunikationen.

Sproget, vi vælger eller fravælger, bestemmer over tid, hvad der overhovedet kan tænkes som rimeligt, nødvendigt eller muligt i organisationer.

LinkedIn er blevet en del af det sprog. Og det sprog er, hvad ledere kollektivt har valgt, at det skal være.

Hvad LinkedIn er blevet et udtryk for

Mediet er blevet et udtryk for en bestemt slags ledelseskultur. En kultur, hvor synlighed er en valuta, men hvor stillingtagen er en risiko. Hvor det er klogere at være sympatisk end skarp, varm end præcis, uforpligtende end markeret i en holdning, der kan vendes mod en.

Det er sjældent en bevidst kultur. Den er vokset frem som summen af mange tusinde små ledere, der hver dag har truffet en lille forsvarlig beslutning.

Den lille forsvarlige beslutning er at like det varme, scrolle forbi det skarpe, holde sin egen mening tæt på kroppen, og overlade den offentlige samtale om ledelse til dem, der ikke er ledere selv.

Konsulenterne. Forskerne. De selvstændige. Forfatterne.

Konsulenter og selvstændige har sjældent en bestyrelse, der kan irriteres, eller en kollegagruppe, der kan misforstå. De har et mindre stykke at miste.

Den asymmetri er reel, og den former feedet. Konsulenterne fylder LinkedIn med skarpe meninger som konsekvens af, at de er de eneste, der nogenlunde gratis kan have dem.

Lederne, der har den faktiske erfaring, har sjældent samme spillerum. Det betyder, at den offentlige samtale om ledelse i Danmark, for så vidt den foregår på LinkedIn, foregår mellem mennesker, der står i ledelse, og mennesker, der står uden for den. De sidste taler. De første lytter.

Det er et besynderligt arrangement. Det betyder, at den mest praksisnære erfaring, lederens egen, er den, der får mindst plads i den offentlige debat om ledelse. Den findes. Den taler bare ikke højt.

Lederen ved godt, hvad der er rigtigt. Lederen forsvarer sjældent eller udfordrer det højlydt. Resultatet er en samtale, hvor de stærkeste stemmer ikke kommer fra dem, der bærer det daglige ansvar.

To yderligheder, jeg vil afvise

Først en afgrænsning. Min personlige analyse skal ikke fremme online-diskussioner, ingen har tid eller energi til. Det handler heller ikke om at kommentere alt det skarpe, man scroller forbi, og dermed underminere sin egen daglige arbejdsro. Og det handler ikke om modig performance — en slags omvendt patos, hvor man iscenesætter sin egen frimodighed.

Det er den ene yderlighed. Den anden er den nuværende stilhed.

Det jeg vil foreslå, er, at vi tager den lille kostprisberegning seriøst. At vi en gang om ugen vælger ét opslag, der har sat noget i bevægelse i os, og bruger fem minutter på at skrive en kommentar med substans. Ikke en holdning, der nødvendigvis kan misforstås. Bare en nuance, et spørgsmål, en præcisering, en uddybning. En kommentar, der gør samtalen rigere uden at forpligte os på en stillingtagen, vi ikke har overskud til at forsvare.

Det er en lille handling. Den ændrer ikke feedet alene. Men den koster det rigtige. Den koster lidt. Den koster mere end et like — og det er hele pointen.

Jeg vil gerne tale lidt mere åbent om det. Om, hvorfor vi liker så meget mere, end vi kommenterer, og deler så meget mindre, end vi læser. Om, hvad det egentlig er, vi er bange for.

Skrevet af: Ayhan Gormez, Mindcloud♻️