Empatiske svipsere – Jeg kigger dig i øjnene, men du siger jeg stirrer (3/3)

Nyhedsbrev #14 – Empatiske svipsere – Jeg kigger dig i øjnene, men du siger jeg stirrer (3/3)

Empati som kuren mod skam

I det sidste nyhedsbrev behandlede jeg empati, som er kuren for skam i ledelse. En lille opsamling omkring empati er, at man skal kunne se tingene fra den andens synsvinkel, det vil sige at lytte og lære i stedet for at tro, at man ved bedre.

Empati og ledelse

Her kommer så krøllen i dette nyhedsbrev: Bare fordi man har læst noget, betyder det ikke, at man automatisk skal gøre det. Det bringer mine tanker tilbage til en situation, hvor en forholdsvis nyansat skulle bedrive ledelse for første gang. Vi talte om ledelse, og det stod klart for mig, at jeg ikke talte til et lyttende øre. For vedkommende handlede det mere om at fremstå stærk og ikke afsløre eventuelle skrøbeligheder i ledelse. En disciplin, jeg helt sikkert også mestrede som ung leder. Dog kom der en sætning, jeg aldrig glemmer. Personen havde taget det første modul i et diplom i ledelse og havde også lyttet til smarte mainstream podcasts. For vedkommende handlede ledelse om at tage forskellige briller på alt efter, hvilke lederkundskaber der skulle anvendes i situationen. Jamen, så er den jo vinget af. Ahh.. er den så det?

Det er det nok ikke helt. Vores erfaringer som ledere giver os mere styrke i alle livets aspekter. Vi smager mere og mere af vores valenser og de bias, vi har. På et tidspunkt, når modgangen i ens ledelse bliver mere synlig, og erkendelsesprocessen starter, begynder den reelle erkendelsesvandring igennem de svære passager og smalle stier. Det man havde fortalt sig selv, at man er perfekt, smuldrer. Det man lærer er, at med det uperfekte trylles der en ydmyghed frem. En ydmyghed, der kun inviterer andre ind i ens univers uden at skræmme selvet. Kunsten at begå sig bliver pludselig også en opmærksomhed.

Jeg kigger dig i øjnene, men du siger, at jeg stirrer.

Den ægte forbindelse

I forsøget på at fremstå ægte og nærværende er det ikke noget, man kan læse sig til. Uden at du sætter alt for store mentale parader op for de øjne, der kigger tilbage på dig, skal du lære at aflevere lidt af dig selv først. Det er en væsentlig præmis for empati, hvis du taler om et svært emne med dine medarbejdere eller lederkolleger.

Vi kan alle relatere os til en mislykket date. Hvis ikke, så kan jeg. Der, hvor kemien ikke var på bølgelængde, og allerede ved de indledende samtaler kunne energierne ikke rigtig finde hinanden. En mislykket date, som på grund af ydmyghed til hinanden kunne ende som venskab, men aldrig gjorde det. Hvorfor stirrede han på mig? Er det fordi, man fremstår mere sikker med sin selvtillid i en datesammenhæng, at man viser omsorg med øjnene, der ser, eller handler det om at give det menneske, man taler med, den rette opmærksomhed?

Som menneske er vi rigtig dygtige til at mærke de mekaniske samtaler. Hvem kender ikke chefen med kaffen i hånden, der går på morgenvisit på kontorerne? De fleste gange er det oftest en succes. Men nogle få gange er det et mislykket forsøg, fordi det var en læst handling og ikke en lært handling. Man gjorde det, fordi man ønsker at være en god chef og havde læst om det.

Jeg taler om de samtaler, hvor personen, man taler til, enten er fraværende eller siger noget, som ikke føles rigtigt eller autentisk.

Udfordringer ved empati

Det handler om at have et afbalanceret forhold til sine følelser. Ens følelser må ikke blive undertrykt eller overdrevet. Hvis der er noget "i luften" mellem den, man taler med, og en uafklarethed, så bliver omsorgen svær, fordi den skal føles samtidig med den smerte, der er pålagt forinden. Og den er måske heller ikke modnet helt. Det stiller nogle krav til opmærksomheden for sig selv først.

Vær empatisk med dig selv først.

Lyt til dig. Jeg er typen, der løber en tur, hvor jeg har brug for lidt distance fra virkeligheden. At skabe disse refleksive rum er forskelligt for os mennesker. Man kan gå til yoga, mindfulness, være med venner, gå en tur med hunden mv. Et sted, hvor roen hjælper med modningen af tanker og følelser. Så grubler man ikke så meget over noget, der formodentlig er blevet en statisk størrelse og sidder fast. Vores egen undersøgelse af en begivenhed er vores virkelighedsbillede, altså hvordan vi reagerede, observerede andres kropssprog og fangede, hvad der blev sagt. Så der er flere oplevelser af denne virkelighed, men grubleriet kommer kun fra det empiriske forskningsstudie, man selv har lavet. Altså en selv og ikke andre.

Ægthed, grubleri og den mekaniske adfærd.

Ja, det hænger sammen. Man kan ikke lave en fast skabelon for, hvordan man skal tilgå empati. Empati handler om forbundethed, og at det at være forbundet med den anden part er det bedste navigationssystem, man kan få. At vi alle er forskellige og derved håndterer koblingen i forbundetheden med den anden forskelligt.

Et eksempel:

Du deler noget svært og personligt med nogen. Hvordan ser du helst vedkommende reagere?

• Kigger dig i øjnene?
• Kigger væk?
• Åbner armene for at give dig et knus?
• Giver dig plads?
• Svarer med det samme?
• Forholder sig tavs og lytter?

Stiller man dette spørgsmål til 100 mennesker, vil man få 100 forskellige svar. Det handler om den person, man forbinder sig med, og hvordan man bliver opmærksom på sig selv og den anden.

Den del der handler om en selv, er hvor ens egen empati kommer i spil. Man husker at tage sig tid til at lytte til og udforske egne tanker og følelser med det formål at skabe plads til nye og spændende indtryk. Samtidig lærer man at identificere de tanker og følelser, man bærer rundt på.