Empatiske svipsere – Jeg kigger dig i øjnene, men du siger jeg stirrer (3/3)
Artiklen understreger betydningen af ægte empati i ledelse, hvor man ikke blot skal lytte, men også dele en del af sig selv for at skabe forbindelse. Det påpeges, at dygtige ledere erkender og accepterer deres ufuldkommenhed, hvilket fremmer ægte relationer og kommunikation med medarbejdere. Misforståelser i kommunikation kan opstå, hvis man ikke formår at give opmærksomhed med indlevelse, hvilket kan sammenlignes med en mislykket date.

Empati som kuren mod skam
I det sidste nyhedsbrev behandlede jeg empati, som er kuren for skam i ledelse. En lille opsamling omkring empati er, at man skal kunne se tingene fra den andens synsvinkel, det vil sige at lytte og lære i stedet for at tro, at man ved bedre.
Empati og ledelse
Her kommer så krøllen i dette nyhedsbrev: Bare fordi man har læst noget, betyder det ikke, at man automatisk skal gøre det. Det bringer mine tanker tilbage til en situation, hvor en forholdsvis nyansat skulle bedrive ledelse for første gang. Vi talte om ledelse, og det stod klart for mig, at jeg ikke talte til et lyttende øre. For vedkommende handlede det mere om at fremstå stærk og ikke afsløre eventuelle skrøbeligheder i ledelse. En disciplin, jeg helt sikkert også mestrede som ung leder. Dog kom der en sætning, jeg aldrig glemmer. Personen havde taget det første modul i et diplom i ledelse og havde også lyttet til smarte mainstream podcasts. For vedkommende handlede ledelse om at tage forskellige briller på alt efter, hvilke lederkundskaber der skulle anvendes i situationen. Jamen, så er den jo vinget af. Ahh.. er den så det?
Det er det nok ikke helt. Vores erfaringer som ledere giver os mere styrke i alle livets aspekter. Vi smager mere og mere af vores valenser og de bias, vi har. På et tidspunkt, når modgangen i ens ledelse bliver mere synlig, og erkendelsesprocessen starter, begynder den reelle erkendelsesvandring igennem de svære passager og smalle stier. Det man havde fortalt sig selv, at man er perfekt, smuldrer. Det man lærer er, at med det uperfekte trylles der en ydmyghed frem. En ydmyghed, der kun inviterer andre ind i ens univers uden at skræmme selvet. Kunsten at begå sig bliver pludselig også en opmærksomhed.
Jeg kigger dig i øjnene, men du siger, at jeg stirrer.
Den ægte forbindelse
I forsøget på at fremstå ægte og nærværende er det ikke noget, man kan læse sig til. Uden at du sætter alt for store mentale parader op for de øjne, der kigger tilbage på dig, skal du lære at aflevere lidt af dig selv først. Det er en væsentlig præmis for empati, hvis du taler om et svært emne med dine medarbejdere eller lederkolleger.
Vi kan alle relatere os til en mislykket date. Hvis ikke, så kan jeg. Der, hvor kemien ikke var på bølgelængde, og allerede ved de indledende samtaler kunne energierne ikke rigtig finde hinanden. En mislykket date, som på grund af ydmyghed til hinanden kunne ende som venskab, men aldrig gjorde det. Hvorfor stirrede han på mig? Er det fordi, man fremstår mere sikker med sin selvtillid i en datesammenhæng, at man viser omsorg med øjnene, der ser, eller handler det om at give det menneske, man taler med, den rette opmærksomhed?
Som menneske er vi rigtig dygtige til at mærke de mekaniske samtaler. Hvem kender ikke chefen med kaffen i hånden, der går på morgenvisit på kontorerne? De fleste gange er det oftest en succes. Men nogle få gange er det et mislykket forsøg, fordi det var en læst handling og ikke en lært handling. Man gjorde det, fordi man ønsker at være en god chef og havde læst om det.
Jeg taler om de samtaler, hvor personen, man taler til, enten er fraværende eller siger noget, som ikke føles rigtigt eller autentisk.
Udfordringer ved empati
Det handler om at have et afbalanceret forhold til sine følelser. Ens følelser må ikke blive undertrykt eller overdrevet. Hvis der er noget "i luften" mellem den, man taler med, og en uafklarethed, så bliver omsorgen svær, fordi den skal føles samtidig med den smerte, der er pålagt forinden. Og den er måske heller ikke modnet helt. Det stiller nogle krav til opmærksomheden for sig selv først.
Vær empatisk med dig selv først.
Lyt til dig. Jeg er typen, der løber en tur, hvor jeg har brug for lidt distance fra virkeligheden. At skabe disse refleksive rum er forskelligt for os mennesker. Man kan gå til yoga, mindfulness, være med venner, gå en tur med hunden mv. Et sted, hvor roen hjælper med modningen af tanker og følelser. Så grubler man ikke så meget over noget, der formodentlig er blevet en statisk størrelse og sidder fast. Vores egen undersøgelse af en begivenhed er vores virkelighedsbillede, altså hvordan vi reagerede, observerede andres kropssprog og fangede, hvad der blev sagt. Så der er flere oplevelser af denne virkelighed, men grubleriet kommer kun fra det empiriske forskningsstudie, man selv har lavet. Altså en selv og ikke andre.
Ægthed, grubleri og den mekaniske adfærd.
Ja, det hænger sammen. Man kan ikke lave en fast skabelon for, hvordan man skal tilgå empati. Empati handler om forbundethed, og at det at være forbundet med den anden part er det bedste navigationssystem, man kan få. At vi alle er forskellige og derved håndterer koblingen i forbundetheden med den anden forskelligt.
Et eksempel:
Du deler noget svært og personligt med nogen. Hvordan ser du helst vedkommende reagere?
- Kigger dig i øjnene?
- Kigger væk?
- Åbner armene for at give dig et knus?
- Giver dig plads?
- Svarer med det samme?
- Forholder sig tavs og lytter?
Stiller man dette spørgsmål til 100 mennesker, vil man få 100 forskellige svar. Det handler om den person, man forbinder sig med, og hvordan man bliver opmærksom på sig selv og den anden.
Den del der handler om en selv, er hvor ens egen empati kommer i spil. Man husker at tage sig tid til at lytte til og udforske egne tanker og følelser med det formål at skabe plads til nye og spændende indtryk. Samtidig lærer man at identificere de tanker og følelser, man bærer rundt på.
Vil du arbejde med det her i praksis? Næste hold starter 25. januar
Empati i praksis
Når vi har det svært og har brug for forbundethed og empati, må vi dele det med nogen, der accepterer os som vi er, med både vores svagheder og styrker. Det skal være nogen, der har fortjent at høre vores historie. Før forbundethed kan ske, er tillid en forudsætning, og den skal accepteres først. Mens tryghed kan opstå i nuet, er tillid noget, der bygges op over tid. Det kræver en investering i hinanden.
Jeg ved det, selvom jeg skrev, at der ikke er en fast skabelon for hvordan man skal være empatisk, så remser jeg alle 6 faldgrupper op. Altså de empatiske svipsere:
Empatisk svipser #1 - Sympati vs. Empati
Empati er at føle med mennesker. Sympati er at have ondt af dem. Empatien giver næring til forbundethed og sympati splitter. Jeg folder lige lidt ud. Vi tager en scene, altså en case:
"Du har travlt, du har misset en opgave og svedt den ud. Det er lige optil juleferien og dine dokumenter er blevet væk i skyen, IT-afdelingen er gået på ferie og du er i gang med at genskabe det hele forfra. Du er sur, irriteret og vreden får ikke rigtig afløb nogen steder. Du synes det er meget unfair og det har i forvejen været en dum tid. Du koger suppe over alle de dumme følelser, der spiller ind, såsom 'jeg har ikke brug for lige det her lige nu'."
Din kollega ser dig med empati. Med empati sætter man sig ind i følelserne for den anden, beskriver hvad det gør ved en selv og rummer det som er svært hos dig. Og man tilbyder sig selv i det omfang det er muligt, uden at vikle sig selv ind i situationen, hvor det faktisk ikke bliver en hjælp men derimod en last. Eksempelvis, at du skal lære vedkommende op og det tager så ekstra unødig tid.
Din kollega ser dig med sympati. Her skeles der mere til sætningen ”Åh nej, det ser ikke alt for godt ud, det var da helt forfærdeligt. Det er jeg ked af” og så går kollegaen videre sin vej. Altså man tager afsæt i sit følelsesregistre alene og har ondt af dig.
Empatisk svipser #2 - Det sukkende gisp
I samme scene sidder du og kæmper løs med opgaven. Din kollega lytter til din historie og føler skam på dine vegne, måske gisper vedkommende og bekræfter sandsynligvis efterfølgende, hvor irriteret du må være. Din kollega er forfærdet og mener også, at IT-afdelingen er dem, der skal have skylden for, at du sidder og genskaber alle dokumenterne, nærmest i chok. Efter en kort pinlig tavshed, skal du nu til at berolige din kollega i stedet for omvendt. Fordi du nu lægger øre til din kollega, der siger: "Hvis det var mig, så kunne jeg slet ikke klare det."
Empatisk svipser #3 - Storhed og fald
Det er dog en af de sjældne. Her ser din kollega dig som en klippe, en der altid er værdig og oprigtig. Nu kan vedkommende slet ikke forstå det og kan ikke hjælpe dig. Er skuffet over, at du er uperfekt og er havnet i denne situation. En sætning her vil være: "Det havde jeg ikke forventet af dig. Jeg ser dig ikke som typen, der ikke har styr på dokumentationen."
Empatisk svipser #4 - Møgfaldet
Denne følger faktisk bedst med svipser #3. Ikke nok med, at det er et fald i din kollegas øjne, så skal du nu også høre for det. "Hvordan kunne du lade det ske?" er til dig, og "Hvem f..... skal have skylden for det her?" er mere til alle andre. Så... gav det dig lige, hvad du havde brug for i momentet? Nej vel ikke.
Det her er vel det, man kalder en empatiske brøler og ikke en svipser. Din kollega nægter at give plads til dit ubehag hos sig selv, men i stedet vælger at dømme dig ved at skælde ud på en anden.
Empatisk svipser #5 - Fornægtelse
Denne er spændende. Din kollega nægter at anerkende, at du faktisk godt kan begå fejl eller træffe mindre heldige beslutninger. Siger såsom "Ved du hvad, det er faktisk ikke så slemt igen. Så slemt kan det ikke være. Du ved jo, at du er for sej – du er fantastisk". Din kollega prøver at få dig i godt humør med alle kneb, men misser en detalje, nemlig at faktisk lytte til, hvor du er i dine følelser. Det kunne bringe dig helt ud af fatning.
Empatisk svipser #6 - "Hvis du tror, at det der er slemt, så…"
Her til sidst har vi med en person at gøre i denne case, din kollega, der forveksler forbundethed med en chance for at overgå dig. "Det der er da ingenting. Nu skal du høre min værste episode med IT-afdelingen. Det var en kold efterårsmorgen, hvor…".
Så det, du er i nu, er pludselig i konkurrence om din kollegas episode om den kolde efterårsmorgen.
Opsamling
Det handler om at lære at udvise empati for sig selv først. Altså at tale med dig selv, som du ville tale til en du elsker. Men der er forskel fra, at vise empati til sig selv og være selvoptaget.
At træne empati er, det samme som at sige, at man er villig til at øve sig, fejle, starte forfra, forbedre og prøve igen.
At træne empati er, at træne en modstandsdygtighed mod skam. At genkende skammen og forstå, hvad der udløser den. At kunne sætte ord på skammen.
At træne empati er, at styrke din kritiske bevidsthed og lære at række ud – autentisk.
At træne empati er, at træne sit mod i ledelse og med hjertet i ledelse. Indbegrebet af mod er, at være til stede med andre i deres ubehag, når de oplever skam, lidelse, skuffelse eller modgang, og sige til dem ”Jeg ser dig, og jeg kan godt rumme det her.”
Fra læsning til praksis
Vil du styrke din kommunikation som leder?
Denne artikel er forberedelse til sessionerne 2, 4 på Frisat Ledelse | Masterclass.
Det du netop har læst, får først vægt, når det møder andre lederes erfaring og modstand. Du kan tage det videre på to måder:
Relaterede artikler
Sandhedens øjeblik i konflikter – hvad skal du egentlig være obs på?
Om identitet, konflikt og konfliktmægling. Fra Vindeløvs konflikttrap til Volkans storgruppe-identiteter og de psykologiske lag under overfladen.
#13Empati træning – Jeg kan se dig, og jeg kan godt rumme det her (2/3)
Om de fire empatiske færdigheder og hvorfor empati er kuren mod skam i ledelse. Kan man træne sine empatiske færdigheder?
#47Patos i ledelse – når følelsesappeller drukner dømmekraft
Udforsk hvordan overdreven patos i ledelse skaber emotionel udmattelse og dekobling mellem top og bund. Få indsigt i balancen mellem patos, logos og etos i din kommunikation.
Kortlæg dit eget lederskab gratis
En konto åbner to ting uden beregning
Har du allerede en konto?
Relaterede podcast-episoder
S2 · E10 · Pernille Steensbech Lemée
Ledelse & betydningen af den skriftlige kommunikation - kunsten om dens formidlingsevne, styrke og svagheder - med Pernille Steensbech Lemée - del 2
S1 · E16 · Pernille Steensbech Lemée
Ledelse & den følsomme kommunikation - er det analoge menneske tabt bag det postmoderne samfund? - med Pernille Steensbech Lemée - del 1
S4 · E39 · Camilla Jane Standhart, Mehmet Han Anik, Anna Magda Andersen
Ledelse & tro - en nødvendig illusion eller ledelsens brændstof? - med Camilla Jane Standhart, Mehmet Han Anik & Anna Magda Andersen
S3 · E25 · Jonas Vennike Ditlevsen
Ledelse & psykiatri - Trænger vi til et paradigmeskifte i psykiatrien? - med Jonas Vennike Ditlevsen
Læs også
Empatisk ledelse
Temaside om empati, relationer og det menneskelige i lederrollen
Kaffe og Ledelse Podcast
Dansk podcast om ledelse, selvindsigt og organisationspsykologi
Magt og autoritet i ledelse
Temaside om magt, legitimitet og autoritet i organisationer
Ledertrivsel
Temaside om at holde fodfæste og trives i en kompleks lederrolle
Kunstig dømmekraft
Temaside om AI, beslutninger og ledelsens dømmekraft
Masterclass i Frisat Ledelse
Intensivt lederudviklingsforløb med psykodynamisk supervision over 8 moduler