Den medarbejder vil jeg ikke ansætte! Mentalitet før faglighed

eller 

"Hvad nu, hvis der kommer flere, end vi kan tage"

Begge spørgsmål er reelle.

De udspringer af en faglig ansvarsfølelse og en bekymring for ressourcerne. Men de er også udtryk for en tankemæssig fastlåshed. For når vi ikke tør bevæge os, før vi har alle svarene og alle scenarier planlagt, så gør vi os selv ude af stand til at handle på det, der opstår lige foran os. Det er ikke ond vilje – det er utryghed forklædt som systemloyalitet. Og det er netop her, skråsikkerhed bliver en barriere for udvikling: Når den bruges til at holde forandringen på afstand i stedet for at gå nysgerrigt ind i den.

Og lidt efter lidt blev det tydeligt for mig, at det ikke var de unge, der var svære at møde – men vores egen modstand mod at gøre tingene anderledes.

Derfor er jeg altid mere interesseret i, hvordan folk taler om det, de ikke ved, end hvordan de præsenterer det, de ved. En medarbejder, der tør sige: "Det er jeg blevet klogere på", er langt mere værdifuld end en, der aldrig har ændret mening.

Det her er ikke nyt – men det er aktuelt

Vigtigheden af tvivl i ledelse

Det her er ikke en ny pointe. Men den er højaktuel. Vi står i en tid, hvor kommuner og offentlige organisationer skal implementere reform på reform – fra ældrepleje til beskæftigelse og den grønne trepart. Og det kræver mennesker, der kan navigere i uklarhed og finde mening i det, der endnu ikke er defineret.

Derfor er det en ledelsesopgave at gøre op med myten om, at det at have ret er en styrke. I virkeligheden er det modsatte ofte sandt: Evnen til at tage fejl, reflektere og ændre retning er noget af det mest værdifulde, en medarbejder kan bidrage med.

Jeg har selv lært det på den hårde måde

Jeg skriver det her, fordi jeg selv har siddet over for mennesker med stærke profiler og imponerende CV’er – mennesker, der virkelig kunne deres fag. Men hvor samtalen alligevel hurtigt gled over i en kamp om at få ret, frem for en nysgerrig udforskning af, hvad vi kunne skabe sammen. Jeg har prøvet at ansætte nogen af dem. Og jeg har lært af det.

Det er ikke deres faglighed, jeg sætter spørgsmålstegn ved. Det er deres vilje til at være en del af noget større end sig selv. For i en kompleks virkelighed er ingen – heller ikke lederen – i stand til at løfte opgaven alene. Og i indsatser, hvor vi forsøger at arbejde helhedsorienteret – som i ungeindsatsen, hvor vi ser hele mennesket frem for kun en sag, en ydelse eller en uddannelsesplan – der bliver den evne helt afgørende.

Det er først dér, vi overhovedet kan begynde at tale om en frisættende dagsorden: når vi tør bevæge os uden facit, og hvor vi ikke læner os tilbage i vores specialiserede sandheder – men træder frem i et forpligtende samarbejde med andre fagligheder og med det unge menneske, den voksne, den familie – dem, vi er her for at hjælpe, når de har allermest brug for det.

Og nej – det gælder ikke kun medarbejderen. Det gælder sandelig også lederen. For der er få ting, der kan kvæle en god idé eller et spirende samarbejde hurtigere end en leder, der allerede har besluttet sig – men alligevel inviterer til “dialog”. Vi taler meget om inddragelse, men vi praktiserer for ofte det, der reelt er pseudoinddragelse: hvor beslutningen er truffet, og det eneste, man kan få lov til, er at nikke – eller blive træt.

Vi slipper heller ikke for at tvivle som ledere. Og vi bør ikke forsøge. For tvivl, der deles ærligt, kan bygge tillid. Mens skråsikkerhed – uanset hvor den kommer fra – risikerer at gøre mere skade end gavn.

At skabe værdi i fællesskab

Derfor har jeg fået øje på noget, jeg vægter højere end retfærdige argumenter og imponerende resultater: evnen til at indgå i det fælles og turde rykke sig undervejs.

For nogle gange handler det ikke om at have ret – men om at være i stand til at skabe noget, der virker. Sammen.

Det er netop den samtale, vi åbner til sæsonfinalen af Kaffe & Ledelse, der i år har titlen “Tro, Tvivl og Teater” – og som finder sted i Cirkusbygningen . Her sætter vi fokus på de unge ledere og den nye generation af ansvar: Hvordan træder man ind i ledelse uden at lægge al tvivl fra sig Hvordan finder man sin stemme – uden at efterligne dem, der kom før

Det bliver ikke en konference med konklusioner.

Det bliver et rum med plads til spørgsmål, undren og mod. For måske begynder fremtidens ledelse netop der, hvor vi tør sige: 

“Jeg skal ikke have ret – jeg vil bare gerne gøre det rigtige.”

For måske er det netop i tvivlen – og i kaffen – at ledelse for alvor begynder.