Gå til indhold
Alle artikler
Nyhedsbrev #19Kultur & Værdier

En psykologisk tilgang til fænomenet Quiet Quitting

Ayhan Gormez10. juni 20238 min. læsetid
Kort fortalt

Artiklen belyser tendensen 'Quiet Quitting', hvor arbejdstagere vælger at gøre det minimale i deres job for at fokusere på personlige interesser, en udvikling muligvis accelereret af Covid-19. Samtidig stiger interessen for freelancearbejde, hvilket giver folk mulighed for at udfolde deres passioner og skabe mere meningsfulde karrierer, der kombinerer forskellige roller og kompetencer i et fleksibelt arbejdsliv.

En psykologisk tilgang til fænomenet Quiet Quitting — Kultur & Værdier — artikel af Ayhan Gormez, Mindcloud
Lyt til artiklen
Nyhedsbrev #19 – En psykologisk tilgang til fænomenet Quiet Quitting

Tendensen til Quiet Quitting

Quiet quitting - et begreb, der startede som en amerikansk Tiktok-video om at vælge tilværelsen uden for et 8-16 job, gøre det absolut nødvendige og ellers bare fokusere på andre interesser end sit arbejde. Fordi job kun er job, der i sidste ende kun skal give en løn til at dække egne udgifter og spare op til ferier og andre spændende projekter.

Det er en tendens i dag, og det er svært at gætte, om det er opstået i kølvandet på Covid-19 eller om det er en generel tendens til at bremse op og tænke på andre ting. Mit bud er dog, at Covid-19 har forstærket tendensen.

Freelance og Side Hustles

Alligevel er der faktisk en anden tendens, hvor flere og flere vælger at arbejde som freelancere ved siden af deres 8-16 job. Begrebet, der nævnes af flere, kaldes "side hustle" - at have en beskæftigelse ved siden af sit almindelige arbejde og tjene lidt ekstra penge. Tendensen viser også, at freelancearbejde er noget, man aktivt vælger og faktisk elsker at beskæftige sig med. Flere af ens personlige kompetencer, såsom passion, indlevelse og personlighed, udfolder sig i konkrete opgaver.

Et vågent valg

Jeg har talt med en del freelancere, og der er faktisk en bevægelse med nogle mønstre:

  • Freelanceopgaver, hvor ens passion kan leve.
  • Styrkelse af egen faglighed via de nyeste trends og YouTube og/eller Masterclass-læringsplatforme.
  • Frihed til at vælge til og fra.
  • Båret af værdier om et perspektiv, der mangler.
  • Innovation i nye IRL eller online fællesskaber i verden og ikke kun lokalt.

At freelance eller bijobbe er en legeplads, hvor der er plads til at udfolde sin passion og være mindre bekymret om man har til dagen og vejen, da den faste indkomst fra det primære job står for det.

Teknologien, tilgangen til viden og verden giver mennesker, der vil udleve deres drømme, passioner eller nørderi, nye usete muligheder, og det vokser. Der skabes fællesskaber om temaer, der går på tværs af faglighed, opgaver, fritid og kultur. Der vokser nye trends op, og flere bliver draget ind i disse enormt innovative markeder.

Et andet vågent valg er, at mennesker med stærke og erfarne kompetencer træder ud og bliver fastlancere. Jeps, det er også et begreb. Man går, så at sige, fra karrierestigen til karrierepuslespillet.

I mange år har man talt om karrierestigen, men fremtidens karriere bliver mere et puslespil end en lige vej. Man stykker sin fremtid sammen som et puslespil og bevæger sig mere mobilt mod en egendefineret succesoplevelse.

Harvard Business Review skriver blandt andet, at man går fra "career ladder" til "career playground". At man shopper mellem korte og faste jobs, et meget stort opgavespænd og mellem at holde helt fri og arbejde meget. Det ene øjeblik er man specialist, og det næste er man leder for et projekt.

Så det handler om kompetencer i stedet for roller. Det handler om at kæle for noget, man ønsker at forandre, og bidrage med sine faglige og personlige kompetencer.

Flere og flere træder ind i bestyrelsesposter eller som investorer i spændende startups for netop at dyrke små innovative ideer, der kan forblive relevante, da de er nutidige og bæredygtige for vores menneskehed og samfund.

Quiet quitting er et symptom

Quiet Quitting som symptom

Når mennesket, individet eller selvet ikke bliver set eller hørt i deres roller i virksomhederne, så vokser antallet af "quiet quitters". Det er min antagelse. Det er et symptom på en længerevarende tilstand i organisationer, hvor tryghed, tillid og sammenhæng er blevet som sjældne Pokémon-kort at spotte, særligt på velfærdsområdet. Man mister gradvist sit tilhørsforhold og vælger ikke at indgå i de kommunikative processer. Faktisk afventer man blot, at chefen beder en om at løse en opgave, og ellers forbliver man passiv. Det er bare ikke vigtigt mere for en "quiet quitter".

Måske har man prøvet flere gange uden held. Måske er der omstændigheder omkring beslutninger og strategier, som subjektivt ikke giver nogen mening. Altså slet ikke. Jamen, så er der kun lønnen, der er tilbage. Alt det andet, som giver mening, kan derfor findes i foreningsarbejde, familieliv eller som "side hustler".

Mennesket er flerdimensionelt og dynamisk

Vi tager lige en lille omvej.

Fokus på mennesket i organisationer

Vi skal sætte fokus på mennesket. De bedste og mest effektive organisationer begynder altid med mennesket. Så bag alt det faglige, stolte arbejde, de smarte produkter eller Danmarks bedste hverdagskommune, er der mennesker af kød og blod - ressourcen, der skaber den ønskede forandring. Deres arbejde er ikke længere kun hænder. Faktisk er det ikke kun den tænkende hjerne, men også det følende og sansende individ, der er på spil.

Vil du arbejde med det her i praksis? Næste hold starter 25. januar

Fordi det er disse kompetencer (innovation, mod og forandringsledelse), som virksomhederne efterspørger, og hvor de optimale vækstrammer ikke følger med.

Hvis man kun ser på mennesker i relation til deres opgaver, skabes der en snæver organisatorisk forståelsesramme om medarbejdernes kompetencer. Det betyder, at lederen ikke ser de øvrige karakteristika i personens dimension, der også er dynamiske og levende. Forståelsen af mennesket hviler alene på enkelte adfærd, handlinger eller kompetencer. Det giver ikke noget billede af samhørigheden af forskellige egenskaber hos den enkelte.

Derfor er det vigtigt at tage hjerterummet i brug.

Lær af foreningslivet. Det har tillært sig færdigheder i organisering. Det tiltrækker mennesker, der har interesse for et felt, man samles omkring. Gruppen omkring en opgave danner et arbejdsfællesskab, hvor mennesket er omdrejningspunktet.

Der er hjerterum i både den supereffektive og innovative tilstand og i den ugidelige og dovne tilstand. Det er personlige træk, som vi alle har. Ugidelig og doven er ikke nødvendigvis negative tilstande. Det er her, vi modner vores opmærksomhed, fordøjer og søger ny viden. Det er sproget og de dømmende nedslag i menneskers arbejdsrytmer, der er noget galt med.

Samlet set er man altid loyal og sjældent en "quiet quitter" i begge tilstande.

Overført til idag

Måske har organisationerne indset, at kapløbet om at skaffe de bedste medarbejdere er blevet eksistentielt. Nogle faggrupper er så eftertragtede, at de er blevet sjældne, og de bedste i branchen kan vælge og vrage mellem organisationer.

Der er et opgør og måske en kamp om, hvordan livets timer skal bruges. Her er nogle tanker, der lever:

Skal jeg bruge min tid på meningsfuldt socialt arbejde i en meningsløs organisatorisk struktur?

Skal jeg være blandt de mange, der får stresssymptomer på grund af følelsen af utilstrækkelighed i en presset hverdag?

Jeg bliver opfordret til at være medfølende og nysgerrig på mennesker, men introduceres til et arbejdsmiljø, hvor mit fag er blevet skyggearbejde og det ikke-målbare...

Som samfund taber vi alle ved denne udvikling. Inden for offentlige organisationer, der arbejder med mennesker, vægtes centrale kompetencer ligeså lavt som ressourcerne til rengøring. Overtid, flugt fra det etablerede og større spænd mellem ambitioner i et strategibrev om borgerservice og udførelsen på den lokale udførerenhed for en socialfaglig indsats kan forekomme.

De offentlige organisationer slår kontra med 4-dages arbejdsuge eller fleksibel arbejdsuge...

Det er dels et udtryk for at imødekomme et medarbejderbehov, men også et udtryk for desperation. En bevidst eller ubevidst desperation for at fastholde og kunne rekruttere medarbejdere på områder, hvor der er mangel. Men skaber det en vedvarende begejstring i organisationen?

Vi skal se på de strukturelle vilkår. Måden, vi organiserer os på, og hvordan vi inviterer det hele menneske ind i vores organisationer. Hvordan vi tilskynder innovation, passion og evnen til at vælge til og fra. Hvordan vi tager et opgør med systemer, der ikke længere er effektive. Tænkninger, der kun fremmer de logiske og kendte valg og fejrer dem. Alt andet forbliver skyggearbejde, indtil den psykologiske belastning er så stor, at vi "daffer" videre. Vi ved allerede, at dette sker, og der findes masser af analyser derude om oplevelsen af arbejdspres.

Der er håb, det handler om ledelse

Succesoplevelser, gejst, fagligt spillerum og en 4-dages arbejdsuge for at give plads til livets andre formål.

Lad os tale om gejst. Den gejst, der holder os i gang og motiverer os til at løse komplekse opgaver for samfundets borgere. Gejsten, der ikke er bundet af overfladisk positiv psykologi og en social konstruktion af, at vi ikke er stressede, men bare har travlt. At vi ikke har problemer, men udfordringer.

Selvom topledelsen har besluttet at have økologisk broccoli i kantinen, bør jeg ikke føle mig tvunget til at spise det. Jeg vil have romkuglen, der plejede at være der.

Det samme gælder for arbejdstid og -rytme. Det varierer fra person til person og fra tid til anden. Vi bør anerkende, at vi er på forskellige stadier i vores livscyklus og acceptere, at det er en del af at være mennesker med forskellige sæt af personlige kompetencer.

Det komplicerer strategisk tænkning om, hvad organisationen mener er en sund arbejdsstil. Lidt som med rygestop, cykling på arbejde, cykelstol ved skrivebordet og andre sundhedsfremmende initiativer *host* DHL-stafetten. Det er ikke alle, der er fans.

Ledelse som nøglefaktor

Det handler om ledelse. Lederen skaber det legitime rum. Som leder skal man kunne håndtere mangfoldigheden i medarbejdergruppen og skabe rammerne for, at gruppen kan udfolde deres faglige potentiale bedst muligt. Man skal være omsorgsfuld, men alligevel have en fast hånd, der kan lede gruppen gennem kriser og modgang. Man skal have den interne styrke til at turde tage ansvar og skabe forandring, også når det er nødvendigt at sætte grænser og sige fra.

Lederskab handler om følgeskab og intet andet. Det handler om at gå fra "Jeg har en plan" til "Jeg har en drøm". Det handler om at integrere sin personlighed i det organisatoriske arbejde. Det handler om at tro på noget og udstråle det, og det er efter min vurdering afgørende for at opnå følgeskab.

Som leder kender vi alle disse kvalifikationer. Men alligevel er rammerne ikke altid til stede. Rammerne, strukturen... det er faktisk det hele, det handler om. Det organisatoriske design.

Hvor meget skal vi som ledere kæmpe en kamp, hvor vi ikke kan se outputtet?

"Skal vi stoppe samarbejdet nu eller vil du stress sygemelde dig ud" citat: Per Helge (Djøf med løgn, 2023).

Fra læsning til praksis

Vil du arbejde med kulturen i din organisation?

Denne artikel er forberedelse til sessionerne 2, 3, 4 på Frisat Ledelse | Masterclass.

Det du netop har læst, får først vægt, når det møder andre lederes erfaring og modstand. Du kan tage det videre på to måder:

Kortlæg dit eget lederskab gratis

En konto åbner to ting uden beregning

InfluencerMatrix: kalibrér din indflydelsesprofil
Outpost basis: adgang til ledernetværket

Har du allerede en konto?