En kritisk og kærlig lussing til modellen om vilde problemer

Modellen kræver enorme mængder data, som skal indsamles fra forskellige aktører, og der skal gennemføres spørgeskemaundersøgelser, analyser og tekst mining i stor stil. Og ja, AI skal trænes, testes og opdateres løbende.

Forestil dig at skulle bruge den her model i en krisesituation, hvor der er behov for hurtige beslutninger. Tiden er ofte ikke på beslutningstagernes side, og med denne model skal de vente på, at al data bliver samlet ind, analyseret og formuleret til brugbare svar. I mellemtiden brænder verden – måske bogstaveligt, hvis vi taler klimaforandringer.

I en verden, hvor beslutningstagere ofte har brug for hurtige svar, kan denne model hurtigt komme til at føles som en symfoni, der fortsætter længe efter publikum, har forladt salen. Når man står midt i en krise, er det svært at finde tid til at vente på, at alle data bliver indsamlet og analyseret – nogle gange har man brug for en hurtig trommesolo, ikke en timinutters violinkoncert.

5. Teknologiens rytme – ikke alle har råd til instrumenterne

Modellen kræver en teknologisk infrastruktur, som ikke alle har adgang til. Det svarer til at forvente, at alle kan spille en Stradivarius, selvom mange kun har råd til en billig, ustemt violin.

Vi taler AI, datamodeller, tekstanalyser – det hele lyder som noget, der kræver massive IT-ressourcer. Men hvad nu, hvis du sidder i en kommune, der knap nok har råd til ordentlige fagsystemer, eller i en lille NGO, der forsøger at navigere i komplekse samfundsproblemer Det er ikke alle, der har adgang til de nødvendige teknologiske værktøjer og den ekspertise, der skal til for at få modellen til at fungere.

De steder, der har mest brug for hjælp til at navigere vilde problemer, vil ofte være dem, der ikke har ressourcerne til at bruge modellen. Der skal være plads til alle aktører i orkestret.

6. Praktik vs. teori – en duet, der ikke altid fungerer

Hvad med spørgsmålet om modellens praktiske anvendelighed

Praktiske udfordringer ved modellen

Mens det lyder godt at have en videnskabeligt funderet model, der giver beslutningstagere et kompas til at navigere i komplekse problemer, er virkeligheden ofte langt fra så pæn. I praksis kan beslutningstagere være nødt til at tage hurtige, pragmatiske beslutninger, og her kan modellen ende med at være for langsom eller for kompleks til at give brugbare svar. Beslutningstagere har brug for noget, der kan følge med dette tempo, ikke et værktøj, der spiller efter en forældet node.

Derudover kan modellen have svært ved at holde trit med virkelighedens dynamik. Vilde problemer er ofte karakteriseret ved, at de udvikler sig hurtigt – tænk på, hvordan COVID-19-pandemien ændrede sig fra uge til uge. Her kan en model, der tager tid at implementere og analysere, hurtigt blive forældet, før dens resultater overhovedet kan bruges.

Eksempelvis: er det som at få en nøjagtig node til en koncert, der allerede er i fuld gang – mens musikerne improviserer. Du kan følge noderne perfekt, men hvis rytmen og melodien allerede har ændret sig, vil dit spil hurtigt klinge falsk.

7. Viden er magt

Indsamling af data er således ikke blot en neutral proces, men også en magtudøvelse, fordi den skaber en bestemt forståelse af virkeligheden. Dem, der har adgang til data og evnen til at analysere den, har et forspring i forhold til andre aktører, da de kan påvirke beslutningsprocesserne med deres indsigt. Dette styrker deres position i de politiske og administrative diskussioner og sikrer, at de kan forme den offentlige politik og implementering af løsninger på vilde problemer.

Derudover bliver den måde, dataene fortolkes på, afgørende for, hvilke løsninger der fremmes, og hvilke aktører der får størst indflydelse. Som metoden viser, er operationalisering af årsager, løsninger, skala og konflikt netop måder at kvantificere de vilde problemers karakteristika, hvilket gør det muligt for dem, der kontrollerer og fortolker dataene, at styre handlingerne, der følger.

Bud på andre løsninger

Ved at påpege nogle af de kritiske punkter ved modellen, er det tid til at kigge på nogle bud på, hvordan vi kan gøre det bedre, i stedet for at jeg står og råber fra sidelinjen.

Hvis INVIs model ikke er den gyldne nøgle til at håndtere komplekse samfundsudfordringer, hvad kunne så være vejen frem Her er nogle ideer, der måske kunne hjælpe til med at tackle vilde problemer mere effektivt – uden at overforenkle eller tro, at kunstig intelligens kan klare hele opgaven.

1. Fleksible, iterative modeller: improvisation frem for stive skalaer

At omfavne kompleksitet i stedet for at forsøge at reducere den til en fast skala er det første skridt. INVIs model forsøger at sætte tal på problemernes "vildhed", men hvorfor ikke lade løsningerne udvikle sig ligesom problemerne selv En fleksibel, iterativ tilgang, hvor vi konstant opsamler ny data og justerer løsningerne undervejs, er et muligt bedre bud. Tænk på det som en jam-session i stedet for et færdigt partitur.

Denne metode kunne minde om agile arbejdsmetoder fra softwareudvikling, hvor løsninger ikke er fastlåste fra start, men hele tiden justeres i små trin med feedback undervejs. I praksis ville det betyde, at beslutningstagere eksperimenterer og finjusterer løsningerne i takt med, at problemets omfang ændrer sig. På den måde undgår vi, at en model er forældet, før den overhovedet er klar til brug.

Er det så ikke også et massivt dataindsamlingsprojekt

Ikke helt på samme måde. Fordi opgaven der er bestilt, er ikke en ønsket løsning, men en problemstilling der ønskes kigget på. Og her skal problemets kerne ikke være låst til delelementer, såsom at vi løser skærmtid og mobiltelefoner uden at kigge på trivsel, kultur og retning i et samfund. Og hver handling skal gøre os klogere på helheden og processen skal være eksplorativ. 

2. Samskabelse mellem aktører

En anden tilgang er større brug af samskabelse. INVIs model indsamler subjektive vurderinger fra forskellige aktører, men hvad nu, hvis vi satte disse aktører sammen og lod dem spille på samme scene Ved at skabe platforme for samskabelse – workshops, rundbordsdiskussioner og borgerinddragelse – kan vi få forskellige perspektiver til at mødes og skabe en fælles melodi fremfor en kakofoni af individuelle stemmer.

Samskabelse betyder også, at vi ikke venter på "eksperter" eller "beslutningstagere", men i stedet inddrager de mennesker, der anses, står tættest på problemet og derved udgør et netværk. Det kunne være skolelærere, sundhedspersonale eller klimaforkæmpere. Ved at lade dem spille sammen kan vi skabe løsninger, der ikke blot er teoretisk forankrede eller matematisk udregnet, men er tættere på de mennesker, der skal leve med dem.

3. Systemtænkning – en symfoni af sammenhænge

En af de store fejl ved mange politiske værktøjer er, at de forsøger at opdele komplekse problemer i små siloer. Klimakrisen, social ulighed og sundhedspolitik hænger dog ofte sammen som en symfoni af systemer, hvor alle instrumenter skal spille sammen for at skabe harmoni. Ved at anvende systemtænkning kan vi forstå, hvordan løsningerne til ét problem kan påvirke andre dele af samfundet.

Systemtænkning kræver, at vi ser problemer som del af en større helhed, hvor alt påvirker hinanden. Det handler om at se på, hvordan forskellige systemer interagerer – ikke isolere problemerne i sektorer. På den måde kan vi undgå de utilsigtede konsekvenser, der ofte opstår, når vi løser ét problem uden at tage hensyn til de dominoeffekter, det kan have på andre områder.

4. Kvalitative tilgange: lyt mere, tæl mindre

Tal og data har deres plads, men nogle gange er det mere effektivt at lytte end at tælle.

I stedet for at stole blindt på kvantitative modeller, kunne vi inddrage kvalitative tilgange som interviews og dybdegående undersøgelser. Her kan vi finde de menneskelige historier bag problemerne – de historier, som ofte overses i regnearkene, men som kan give afgørende indsigt.

Denne tilgang kunne suppleres med regelmæssige dybdegående rapporter, der fanger konteksten, kompleksiteten og de menneskelige erfaringer med et problem. Det betyder, at beslutningstagere får en dybere forståelse af, hvad der faktisk sker, i stedet for at stole på abstrakte tal og modeller, som kan misforstå eller overse vigtige detaljer. Så stemmer orkestret også bedre. 

5. Eksperimentel politikudvikling: små testforløb, store resultater

Forestil dig eksperimentel politikudvikling som en form for politisk jam-session – lidt som de danske frikommuneforsøg, hvor kommuner får lov til at improvisere løsninger uden altid at skulle følge den tunge regelbog. Det lyder som den perfekte opskrift på innovation, men som med al god musik, kræver det både systematik og øvelse for at finde den rigtige melodi.

Kritikken af frikommuneforsøg handler nemlig ofte om, at de spiller uden noder. Det er ikke nok bare at eksperimentere – vi skal sørge for at forstå, hvorfor nogle løsninger virker, og hvorfor andre ikke gør – noget virker lokalt andre kan være brugbart nationalt. 

Og så er der det med konteksten.

En løsning, der fungerer fremragende i én kommune, kan vise sig at være helt ude af takt i en anden. Det er som at tage en succesfuld jazztrio fra New Orleans og smide dem ind i et operahus – det kræver lidt tilpasning! Derfor skal forsøgene designes med et blik for de forskellige forudsætninger, så vi ikke kun skaber lokale hits, men melodier, der kan spilles af mange.

Eksperimentel politikudvikling handler altså ikke om at teste mere, men om at teste smartere. Gøre viden til visdom. Og det taler til den processuelle kompetencer og til det personlige lederskab i dem.

✅ Se min artikel omkring dette her: mm.dk 

6. Etik og værdibaserede beslutninger: anerkend værdikonflikter

Endelig er der et af de største spørgsmål ved vilde problemer: værdikonflikter. Ofte handler disse problemer om meget mere end blot tekniske eller politiske løsninger – de handler om grundlæggende værdier. Hvordan balancerer vi mellem økonomisk vækst, social retfærdighed og miljømæssig bæredygtighed Disse konflikter kan ikke bare måles væk.

I stedet for at ignorere værdikonflikter, bør vi tage dem op til åben diskussion. Vi skal beslutte som samfund, hvad vi værdsætter mest, og hvordan vi kan balancere mellem de mange modstridende interesser. Det er en kompleks opgave, men hvis vi ikke konfronterer værdikonflikterne, vil de fortsat undergrave vores bestræbelser på at håndtere de vilde problemer. De vil konstant skabe udfordringer, fordi de afslører vores egne uhensigtsmæssige handlinger og systemfejl.

Drop den gyldne nøgle – brug flere værktøjer

Der er ingen gylden nøgle, der kan låse op for løsningen på komplekse problemstillinger. I stedet kræver det en flerstrenget tilgang. Ved at kombinere systemtænkning, samskabelse, eksperimenter og kvalitative analyser kan vi skabe løsninger, der er bedre tilpasset virkelighedens kaos.

At løse vilde problemer kræver, at vi justerer vores instrumenter og er villige til at improvisere, når det er nødvendigt, og at vi lytter til alle dele af orkestret og sikrer, at alle spiller med. Og måden vi gør det på, kan variere fra dag til dag, fordi vi er mennesker.

Skrevet af: Ayhan Gormez, Stifter og ledelsesrådgiver Mindcloud♻️