Brandslukning i din organisation – er det et mønster, der gentager sig?

Men hvem er så personen på toppen, der skal lede denne organisation i krise? Hvis vi er vidende om ovenstående og undgår at "falde" for angsten, der i sidste ende vil føre til en autokratisk leder, så er det nok nemmere sagt end gjort.

Hvordan kan det modige mindset komme til?

I hvert fald ikke uden "træning". Modighed kommer af at leve og handle autentisk. Kets de Vries beskrivelse af selv-efficacy (selvværd, selveffektivitet?) belyser nogle grundlæggende trin, hvor vi kan træne at handle modigt og kontrollere vores angst. Her er nogle trin: 

• Skabe en ‘ hvis nu’ - situation
• Genkende vores negative bias. (Hvad har vi valens for at falde i - mere negativt handlemønster end positiv?)
• Tale om angsten - Den talende kur
• Styr på kroppen
• Se efter rollemodeller
• ‘Du er ikke alene’
• Teste egen komfort zone
• Tag et lederudviklingskursus

Vi er sociale væsener 

Sociale behov under kriser

Og at vi husker at mødes fysisk i forhold til en brandslukning eller krisesituation. Det vil nedbringe den individuelle følelse af angst, fordi social afstand, når vi sidder hjemme virtuelt, har en psykologisk indvirkning på følelsen af fællesskab (togetherness). Når vi som organisation rammes af en krise, har vi som individer behov for at udveksle erfaringer, vise solidaritet og støtte hinanden. Det er ved en fælles genkendelse, at vi kan beskytte en organisation mod negativ indvirkning på vores mentale tilstand og derved forhindre regressiv adfærd. Her påvirkes den sociale kode af retningslinjerne for ønsket om en mere fleksibel og effektiv arbejdsuge. I forhold til hjemmearbejdspladser giver det rigtig god mening med selvstændig opgaveløsning, men det bidrager ikke til oplevelsen af at blive set i de fysiske rum, hvor man kan udveksle erfaringer omkring de svære mentale opgaver, der også findes i en organisation.

Hvis dette mentale behov i dag, efter pandemien, i højere grad er erstattet af samvær med familie og venner for at minimere følelsen af stress, så er der også sket en flytning af opgaver, såsom erfaringsudveksling af de mentale opgaver på arbejdspladsen. Det betyder, at hvis de svære mentale opgaver ikke tages op i ens organisation, hvor de er opstået, så har organisationen ikke de nødvendige data til at kunne iværksætte forandringsprocesser med succes, da en mulig angst ikke får et ansigt. Og det vil øge andelen af brandslukninger og i sidste ende føre til valget af en autokratisk leder.

Lyder det ikke lidt for vildt...

Det er selvfølgelig skarpe antagelser baseret på sandsynligheder, men der kan være tale om en organisatorisk adfærd, som det er sundt at undersøge i en psykodynamisk intervention.

Selvisolation og kreativitet

En anden vinkel er, at vi som individer i en organisation selvisolerer vores mentale jeg og gemmer det bag en maske. En maske, der skjuler det skrøbelige og det uudforskede. Selvisolation er ikke det samme som selvrefleksion. Selvisolation fremmer oplevelsen af kabinesyge/syndrom, der skyldes ensomhed, frihedsberøvelse for handling og en lang række trin, der hæmmer modighed og kreativitet.

‘Håb findes i drømme, i ens fantasi og forestillingsevne og modet hos dem, der tør at gøre drømme til virkelighed’

citat: Jonas Salk

Med ovenstående citat synes jeg, der ligger en mulig uopdaget kreativitet i en krise. Det, der kunne være på spil, er en indledningsvis kontrol af selvet i forhold til angsten for at miste fodfæste og for en mulig forandring, der ikke nødvendigvis fremmer ens egen dagsorden og muligvis helt sikkert kommer ubelejligt. Hvordan vi responderer som ledere, har stor betydning fremadrettet for det organisatoriske liv og gruppedynamikken i forbindelse med krisehåndtering.

Er det optimismen (større solidaritet, kreativitet til en ny forandring med magiske nye muligheder) eller pessimismen (med regressive processer og paranoide reaktioner), der vil tage over?

I min egen refleksion synes jeg, at det peger på en form for negativ formåen og måske også modet til at være i det, uden at falde for angsten og dens virkelighedsbillede. Det er i hvert fald en mulighed for at sætte farten lidt ned og sætte opmærksomheden hen imod selvrefleksion i stedet for selvisolation.