Gå til indhold
Alle artikler
Nyhedsbrev #75Lederidentitet

Det, jeg bringer med ind i ledelsesrummet

Ayhan Gormez8. september 20267 min. læsetid
Kort fortalt

En samtale om samarbejde fik ledelsen til at forsvinde bag alt det andet, jeg laver. Bredden er ikke en baggrund, men arbejdsformer: koden gør valgene synlige, laboratoriet spørger til betingelserne, musikken skærper timing, og bokserummet minder om, at planen kun holder indtil kroppen møder presset. Ledelsesopgaven krydser allerede grænser mellem teknologi, kultur og menneskeliv. Spørgsmålet er, om lederen har et sprog til den.

Det, jeg bringer med ind i ledelsesrummet — Lederidentitet — artikel af Ayhan Gormez, Mindcloud
Lyt til artiklen

Om faglig bredde, når ledelsesopgaven allerede krydser teknologi, kultur og menneskeliv

For nylig sad jeg i en samtale om ledelse og mulige samarbejder. Den var åben og nysgerrig, og der var spor, jeg havde lyst til at følge. Jeg nåede omkring bogen, podcasten, kunstig intelligens, programmeringen, musikken, liveformaterne og de systemer, jeg udvikler.

Først bagefter hørte jeg, hvordan det måtte have lydt. Som om ledelse var ét emne blandt flere.

Det stak lidt faktisk. Det pirrede til en manglende oplevelse af at blive forstået.

Tyve år i kommunal praksis, 13 af dem som leder og 5 med ansvar for andre ledere, var gledet i baggrunden, mens jeg forklarede alt det andet. Ingen havde skubbet dem derhen.

Samtalen blev ved med at arbejde i mig i dagene efter. Jeg havde fortalt, hvad jeg har lavet. Jeg havde ikke sagt, hvad det har gjort ved min måde at se på.

Da bredden blev svær at aflæse

Organisationspsykologien er min faglige bund. Diplom og masteruddannelsen i ledelse, rådgivningen og supervisionen er bygget ovenpå den, og masterclass-forløbene er stedet, hvor jeg afprøver det sammen med andre. Under det hele ligger 20 år i kommunale organisationer.

Resten kaldte jeg længe en baggrund. Datanomuddannelsen. Laboratoriet. Mediebureauet. De mere end 30 år med elektronisk musik. Årene som bokseinstruktør. Ordet passer ikke længere, for erfaringerne er holdt op med at ligge bagved. De er blevet arbejdsformer.

Når jeg programmerer, leder jeg efter den regel, der styrer et system uden at være synlig. Laboratoriet lærte mig at spørge til betingelserne bag et resultat frem for til resultatet selv. Musikken skærpede min sans for timing, for pauser og for det, der fylder for meget.

Bokserummet lærte mig noget, der er sværere at skrive på et cv. En plan holder kun, indtil kroppen møder presset.

En specialistprofil kan aflæses hurtigt. Min kræver en sætning mere, for forbindelsen mellem en synthesizer, en sprogmodel, en supervision og et kommunalt ledelsesrum giver sjældent sig selv. Jeg må vise, hvordan erfaringerne samler sig i arbejdet med retning, relationer og dømmekraft. Får jeg ikke sagt det, står der bare en opremsning.

Opgaven krydser allerede grænser

En kommunal opgave kan begynde som økonomi og ende i en samtale om faglighed, om arbejdsmiljø og til sidst om borgernes hverdagsliv. Hvert perspektiv ændrer det, man troede, problemet var. Den bevægelse er ikke en undtagelse længere. Den er en grundbetingelse.

Store dele af det 20. århundredes ledelsesteori voksede ud af topstyrede og bureaukratiske produktionsformer, og videnstunge organisationer kræver noget andet: ledelse, der understøtter læring, kreativitet og tilpasning i komplekse samspil (Uhl-Bien, Marion & McKelvey, 2007). Rittel og Webber var der først. Wicked problems ændrer karakter, mens vi forsøger at forstå og handle på dem (Rittel & Webber, 1973).

Vil du arbejde med det her i praksis? Næste hold starter 18. november

Drift, økonomi og personaleansvar står fast. Samtidig skal lederen forstå en teknologi, læse en kultur og samle mennesker, der ser hvert sit udsnit af den samme situation. Den klassiske faglige kerne er stadig nødvendig, og den kan ikke bære opgaven alene.

Friktionen

I en anden ledelseslitteratur kaldes bevægelsen mellem faglige, institutionelle og sociale praksisser for ”boundary crossing”. I dette perspektiv peges på 4 ting, friktionen kan sætte i gang: identifikation, koordinering, refleksion og transformation (Akkerman & Bakker, 2011).

Det, jeg selv mærker først, er mindre pænt end de 4 ord. Når jeg træder ind i et andet fag, bliver mine egne vaner synlige, og spørgsmål, der lød naturlige i det ene rum, virker mærkelige i det næste.

Min kerne er den kommunale ledelseserfaring og organisationspsykologien. De andre fagligheder forstyrrer den tilpas. I supervisionen flytter opmærksomheden sig fra systemet og noderne til det menneske, der står med ansvaret, og til hvad presset vækker der.

Podcasten blev en arbejdsform

Kaffe og Ledelse begyndte som en podcast. Efter 139 afsnit er den blevet noget andet. Jeg har sat ledelse over for bureaukratiet og teknologien, hvor sproget genkender sig selv, og over for kreativiteten, maskuliniteten, teatret og kroppen, hvor det ikke gør. Det er i den anden halvdel, det vante ledelsessprog mister lidt af sin sikkerhed.

I arbejdet med Ledelse mellem linjerne opdagede jeg, hvor sjældent de betydningsfulde indsigter ankom som færdige pointer. Stadsdirektør Martin Østergaard Christensen flyttede de vilde problemer fra at være en begrebslig kategori til at være et spørgsmål om, hvem der kan bære at stå i noget, som ikke lader sig lukke (sæson 4, afsnit 14). Christian Bason og Sune Knudsen bandt eksperimentet sammen med menneskesynet bag det (Knudsen & Bason, 2023). Begge dele gav mig modstand nok til, at mit eget ståsted kunne træde frem.

Når mennesker får tid nok til at forlade deres professionelle manuskript, kommer tvivlen, skammen og humoren med ind i samtalen. Magten kommer også. Den kommer bare senere.

Ingen af delene var nye i organisationen. De havde bare ikke haft et sted at blive sagt højt.

Første afsnit af sæson 5 er udkommet.

Koden gør valgene synlige

Når jeg udvikler AI-baserede systemer til ledere og kandidater, bliver abstrakte valg til felter, kategorier og svarmuligheder. Systemet giver noget betydning og lader andet falde udenfor. Det inviterer til bestemte handlinger. Ledelse møder systemdesign helt nede i de valg, og det er den erfaring, der har gjort den tekniske del af min baggrund brugbar igen.

En undersøgelse fra Microsoft Research og Carnegie Mellon bad 319 vidensarbejdere beskrive deres brug af generativ AI og fik 936 konkrete eksempler. Jo højere tillid deltagerne havde til modellen, jo mindre kritisk tænkning rapporterede de. Jo højere tillid de havde til deres egen faglighed, jo mere. Den kritiske tænkning forsvandt ikke undervejs. Den skiftede karakter og kom til at handle om at verificere information, integrere svar og føre tilsyn med opgaven (Lee et al., 2025). Tallene er selvrapporterede, og det svækker dem. Mønsteret genkender jeg alligevel fra masterclassen.

I Kunstig dømmekraft arbejder jeg med den forskydning. Det, lederen skal kunne, er at se, hvad modellen gør lettere, hvad den skærer væk, og hvem der sidder med ansvaret, når et sandsynligt svar lyder overbevisende. Programmering er ikke en del af det. Uden den opmærksomhed kan en effektivisering ende med at flytte dømmekraften ind i et system, som ingen længere undersøger.

Musikken og det ufærdige

Musikken bliver let placeret som en privat interesse. Den har formet en måde at være opmærksom på. Når jeg komponerer, arbejder jeg med relationer mellem elementer. Hvad træder frem, hvad holder igen, og hvornår gør en gentagelse musikken levende frem for livløs? En pause ændrer betydningen af det, der kommer efter.

Musikken har lært mig at blive i det ufærdige lidt længere. Jeg kan høre en bevægelse, før jeg kan måle den, og jeg kan vente med at give den navn. Den erfaring følger med ind i ledelsesrummet. Nogle beslutninger bliver fattigere, fordi de bliver truffet, før situationen er forstået.

En tydeligere begyndelse

Efter samtalen lagde jeg mærke til en vane hos mig selv. Jeg fortæller for hurtigt, hvad jeg har lavet. Den mere krævende begyndelse er at sige, hvad erfaringerne gør muligt for den, der sidder over for mig: et skarpere sprog, en blind vinkel, der bliver set, eller en forbindelse mellem forhold, organisationen har holdt adskilt.

Ledere står med reformer, arbejdskraftmangel, ny teknologi og faglige krav på én gang. Og med mennesker, der ikke uden videre accepterer gamle psykologiske kontrakter. De bevægelser løber gennem organisationen og kulturen, gennem økonomien og helt ind i menneskers liv. Ledelsesopgaven er allerede tværgående. Spørgsmålet er, om lederen har et sprog til den.

Mit samlende spørgsmål står til sidst i Ledelse mellem linjerne. Hvem er du, når du leder? Jeg stiller det i supervisionen, og jeg stiller det igen, når jeg underviser, programmerer eller står i et af de kunstneriske formater. Ledelse former organisationen og sætter sig samtidig i den, der bærer ansvaret, og i de mennesker, der mærker konsekvenserne.

Min vej ind i ledelsesrummet har flere spor. De har lært mig at oversætte mellem faglige verdener, at undersøge modellens blinde vinkler og at høre det, der ikke bliver sagt. Og at blive lidt længere i usikkerheden, end jeg har lyst til. Ansvaret og tyngden ligger stadig i ledelsen.

Næste gang nogen spørger, hvad jeg arbejder med, begynder jeg med ledelse. Sprogmodellen, musikken, samtalen og årene i kommunen kommer bagefter. De er spor i det blik, jeg tager med ind i rummet.

Kilder & referencer

8
  • Akkerman, S. F. & Bakker, A.(2011): . Boundary Crossing and Boundary Objects. Review of Educational Research, 81(2), 132-169.↗ doi.org
  • Gormez, A.(2026): . Ledelse mellem linjerne. Mindcloud Forlag. ISBN 978-87-976663-0-2.
  • Gormez, A. (vært og redaktion) (2022-2025). Kaffe & Ledelse, sæson 1-4. Mindcloud.↗ mindcloud-hub.com
  • Kaffe & Ledelse(2025): . Ledelse & vilde problemer. Med Martin Østergaard Christensen. Sæson 4, afsnit 14. Mindcloud.
  • Knudsen, S. & Bason, C.(2023): . Organisationen blev sat fri, og lederskabet skulle genfindes. Organisationsdesign med mennesket i centrum. Content Publishing.
  • Lee, H.-P., Sarkar, A., Tankelevitch, L., Drosos, I., Rintel, S., Banks, R. & Wilson, N.(2025): . The Impact of Generative AI on Critical Thinking. Proceedings of CHI '25, artikel 1121, 1-22.↗ doi.org
  • Rittel, H. W. J. & Webber, M. M.(1973): . Dilemmas in a General Theory of Planning. Policy Sciences, 4(2), 155-169.↗ doi.org
  • Uhl-Bien, M., Marion, R. & McKelvey, B.(2007): . Complexity Leadership Theory. The Leadership Quarterly, 18(4), 298-318.

Fra læsning til praksis

Arbejder du med din lederidentitet?

Det du netop har læst, får først vægt, når det møder andre lederes erfaring og modstand. Du kan tage det videre på to måder:

Kortlæg dit eget lederskab gratis

En konto åbner to ting uden beregning

InfluencerMatrix: kalibrér din indflydelsesprofil
Outpost basis: adgang til ledernetværket

Har du allerede en konto?