Mod er blevet en mangelvare. Frygt er blevet et styringsredskab

Mine store helte er forsvundet. Engang troede jeg, at mod fulgte med alderen, at der i ethvert system sad en voksen, der ville tage stødet, sige det ubehagelige og blive stående, når det blæste. Sådan ser det ikke ud længere. Og det foruroligende er ikke, at heltene er gået; det er det, der har taget over.

Vi har fået en type ledere, der har lært det nye sprog udenad. De taler om psykologisk tryghed, om mod, om nærvær, om at turde fejle. Men et ordforråd er hurtigt tilegnet, og konsistens tager år. Mod tæller kun, når det gentages, også i modvind. Tilbage står værdiagenten, der kan vokabularet og taber vægten på gulvet, og ved siden af ham skumgummipolitikeren, der bøjer sig for ethvert tryk og døber eftergivenheden lydhørhed.

Imens fyldes rummet med testsvar, måltal og dokumentation. Vi har forvekslet det målbare med det vigtige. I samme sekund et mål bliver et mål i sig selv, ophører det med at måle noget, og frygten siver nedad gennem systemerne. Et barn, der vokser op blandt bange voksne, lærer at møde verden med skjoldet oppe og nysgerrigheden slukket.

Frygt har overtaget modets plads, fordi frygt arbejder uden tvang: en befolkning, der er bange, holder selv vagt. Det farligste ved frygt er, hvad den gør ved retningen af vores vrede. Vi bliver rasende på hinanden, mens de mekanismer, der skabte frygten, står helt uberørt. Splid og hersk er ældre end de fleste imperier.

Mod vender ikke tilbage af sig selv, og det lader sig ikke uddelegere til et andet niveau, en anden afdeling, en anden generation. Mod er noget, et menneske gør. Som regel alene, som regel uden applaus, og som regel første gang i et rum, hvor det havde været nemmere at tie. Så ligger der en beslutning på dit bord i dag, som du helst vil skubbe foran dig, ja, begynd der.